– Når man kommer som ny fra en mindre skole, så er det jo en udfordring at skulle indgå i et fællesskab med en masse andre børn, som man ikke kender. Derfor har vi rigtigt meget fokus på det sociale – at klassen bliver rystet sammen og kommer til at fungere rigtigt godt som en helhed, fortæller hun.
Den fælles introtur i begyndelsen af skoleåret er blandt andet med til at hjælpe med netop det.
– Vi har været på cykeltur til Vrads, og så havde vi sammen planlagt mad og så videre, og så skulle eleverne sammen sørge for det. Det handler om at være sammen og lære hinanden godt at kende, forklarer Janne Pretzman.
Glade for udfordringer
7. klasse handler dog ikke kun om at blive venner på kryds og tværs af klassen. Det faglige niveau på Kornmod Realskole er højt, men det oplever Janne Pretzman ikke som noget problem for de nye elever.
– De oplever helt klart, at der er mange lektier, men jeg ser og hører, at de er glade for at blive udfordret fagligt, og det hele foregår med udgangspunkt i den enkelte elev. Vi snakker åbent om tingene, og det er helt ok at have en dårlig dag indimellem, men der er nogle ting, som vi gør noget ud af – at man siger godmorgen til de andre i klassen for eksempel.
Forældrene skal bidrage
Som lærer gør Janne Pretzman meget ud af at have et godt og nært samarbejde med forældrene.
– Forældrene skal også gøre en indsats, når det hele skal fungere, så det er vigtigt, at de bakker op. Og jo bedre jeg kender forældrene, jo nemmere går det også med deres børn, og det skaber tryghed hos børnene, at de voksne er i dialog.
Og de nye 7. klasser bliver hurtigt til deres eget stærke fællesskab.
– De nyder at være sammen med så mange unge på deres egen alder, og når man ser pigerne gå helt omslynget som hjerteveninder efter kort tid, så er det lige som det skal være, understreger Janne Pretzman med et smil.